folk3

Opdateret 27.07.2020

Kære Dansere og Spillemænd.

Så er det ved at være tid til vi igen skal have gang i danseskoene.
Vi starter torsdag den 10 september kl. 19.30 og håber selvfølgelig at se jer alle, gamle som nye dansere. 

Set i lyset af coronaen, er foreningen i fuld gang med at finde ud af hvordan vi kan skabe sikre rammer, hvilket bla betyder at danselederne, har lagt hovederne i blød i forhold til, at rette de kendte danse til, så de bliver mere sikre og berøringsfrie. Der vil fx være fokus på at vi ikke hele tiden skal bytte partner samt give hånd.

Vi glæder os til at se jer. 
God sommer

___________________________________________________________________________________

Sikken afslutning vi fik på sæsonen, ikke lige det vi havde regnet med.

Den 21. skulle vi have været i Stoholm, sikker på vi ville have haft en rigtig god aften. Og den 26. skulle være sæsonens
sidste med hygge og god mad. Men pyt, vi tager revance til efteråret.

Vi ledere, vil gerne sige jer alle TAK for denne sæson!
Tak for jeres opbakning, danseglæde, god musik, gode råd og fordi I, som oftest, er med på vores ideer. 

Pas godt på jer selv!
Vi regner med at se jer alle igen til september 2020, til en ny sæson med god musik, dans og masser af hygge. 

God sommer fra
Marianne, Bente, Peder og Jette 

 

 

 

Lidt historie:
Lauget opstod i 1974 og havde til at begynde med til huse i den senere musikskoles lokaler på Tambohus. Ret hurtigt voksede vor forening fra de små lokaler og flyttede til Krabbesholm Højskole og derefter til Skive Gymnasiums festsal. I dag har vi til huse på Møllegården.

 

Organisation:
Lauget var lige fra begyndelsen et spontant og meget løst sammensat foretagende, hvor både spillemænd, danseledere og dansere mødte frem efter lyst og lejlighed. Ingen modtager betaling for at spille eller instruere for danserne, og festsalen er stillet til rådighed af kommunen. Så kontingentet er symbolske halvtreds kroner for en hel sæson. Alle, der har lyst, kan komme og danse, og spillemænd, der nogenlunde kan ”hænge på”, er velkomne, men aldrig mere bundne, end de selv ønsker at være. 

 

Økonomi:
De få penge, som lauget trods alt skal bruge, kommer ind ved de årlige fester med amerikansk lotteri samt ved salg af drikkevarer. Lidt af indtægten bruges til den minimale administration, og resten til kurser for danseledere og spillemænd. 

 

Formål:
Har du lyst til at være med i en forening, hvor det ikke er opvisninger og dragter, der er det væsentlige, men samværet på tværs af alder, køn og oprindelse omkring selve det at spille spillemandsmusik eller danse de gamle danse dertil, så
-Kom dansere, parvis eller enkeltvis - vi tager godt imod jer!
-
Kom, spillemænd - violiner, klarinetter, tværfløjter, harmonikaer og ikke mindst basser- , og find ud af, om det er noget for jer. Uanset hvornår i dansesæsonen, du/I kommer.

Kom og vær med i Folkedanser- og  Spillemandslauget Skive! 

 

Tid og sted:                                                                                                                 

Vi spiller og danser på
Møllegården
Møllegade 5
7800 Skive

hver torsdag fra 19.30 til 22.00.